header


Vidnesbyrd

At være et lys i dagligdagen

At være et lys i dagligdagen - til glæde for dem, vi møder på vores vej . ”Jamen jeg har ikke den gave”, siger du måske ligesom Moses, der straks begyndte at beklage undskylde sig. ( 2 Mos. 4: 10 – 14 ) Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.  Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden! Da flammede Herrens vrede op mod Moses. og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. Men Gud kasserede ham ikke, selv om han var vred, han gav ham hjælp, i form af hans broder Aron. Sådan blev det, Moses var bestemt til at føre Israelitterne ud af Ægypten og sådan blev det.

Gud satte ham i gang uden yderligere snak ”Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.”  Med andre ord, se nu at komme i gang.  HVORDAN, SIGER DU MÅSKE?

Lev med Jesus med Guds ord Matt. 6: 33 – 34. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Du er så tryk i Guds hænder, hvil i troen, hvil i troen lev din dagligdag i vished, om at du aldrig er alene. Han er hos dig. Så vil dine omgivelser mærke, du har noget særligt i dit liv.

Muslimerne bærer stolt deres hovedtørklæder, og viser hermed, at de er muslimer. Frelsens Hær har deres uniformer, og vi ser straks, at de er forkæmpere for Jesus. Munkene i deres dragt, og nonnerne i deres, vi er ikke i tvivl, når vi ser disse mennesker, at de har en tro.

Måtte det kendes på os, at vi tror, at Guds Ånd må være med os, så de mennesker, vi møder i hverdagen, ikke er i tvivl om, at vi tror på Gud, selv om vi ikke prædiker til højre og venstre.

Kan det virkelig lade sig gøre for mig? Ja, det kan!

Min Mor blev indlagt på et plejehjem i Hadsund, hvor der var der en ung pige, som straks gav mor tillid. Mor var altid så glad og rolig, når Nina havde vagten. Så blev mor desværre flyttet til en anden afdeling, og vi savnede Nina begge to, en dejlig og smuk ung pige - beskeden med det sødeste smil. Jeg kom til gudstjeneste i Mariagerfjord Frikirke en søndag og hvem så jeg der, Nina! Der lød et stort ” YES ” i mit hoved, selvfølgelig var Nina frelst, hun udstrålede jo en indre glæde, uden ord.

Det gav mig mod, jeg takker Gud for mennesker som Nina, der gør en forskel i hverdagen for andre mennesker, bare ved at være der.

Nogle dage efter mødte jeg Nina på gangen på plejehjemmet. Hun var gået tidligere fra et møde end sædvanlig og vi mødtes og fik en god og opbyggelig snak, hvor vi glædede os over, at vi begge tilhørte Jesus. Jeg gik til mor og Nina gik på arbejde. Ved 18- tiden ringede telefonen, det var Nina, ”tak fordi du var så opmuntrende og positiv” sagde hun. Hun var netop gået fra mødet før tiden, da hun havde noget at kæmpe med - da møder vi hinanden og Jesus taler til os begge.

Vi behøver ikke de store armbevægelser i hverdagen, men når vi søger Guds rige først i vore liv, vil alt det andet gives os i tilgift. Alt, hvad vi behøver for at være til glæde for andre i hverdagen!

Else Hein - Larsen


TILBAGE TIL VIDNESBYRD